tirsdag den 23. april 2013

Janelle er tilbage for fulde gardiner

Energibundtet Janelle Monáe er tilbage! Hvis man var en af de heldige, der oplevede den 27-årige sangerindes koncerter på Roskilde Festival i hhv. 2011 eller 2012, så ved man, at vi her har at gøre med en yderst kompetent sangerinde og entertainer. Hendes koncert i 2012 gik lige i dansebenene og resulterede i funky masseekstase. Siden gennebrudsalbummet "The ArchAndroid (Suites II and III)" - der bl.a. berigede os med R&B-soul-baskeren Cold War - fra 2010 har der dog været mere eller mindre stille omkring den gode Janelle. Det er heldigvis slut nu.

Monáe har på første udspil fra hendes kommende album, "The Electric Lady", allieret sig med en yderst kompetent og respekteret mastodont inden for det soulede univers, nemlig ingen ringere end Erykah Badu. Det er der blevet nummeret Q.U.E.E.N. ud af, og hold nu op, hvor har det bare været værd at vente på. De to kvinder er, som titlen også indikerer, dronninger inden for hver deres felt. Nummeret er funky, legende og "meget Monáe". Glæder mig nu endnu mere til september, når hele albummet efter planen rammer gaden!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

nRelate