mandag den 13. maj 2013

Ugens album: Closing Time

Hov, det gik lige op for mig, at sidste uge ikke bød på nogen omgang af "Ugens album". Sikke noget sjusk. Til gengæld er denne ugens album et, der er hele ventetiden værd. Tom Waits er efterhånden en moden herre på 63 år, men i sine unge år indspillede han sin debutplade, der har siddet i kroppen lige siden første gennemlyt hjemme hos mine forældre. Året var 1973, Waits var en ung knøs og tydeligvis også ganske sårbar. Fraværende er den ellers så velkendte og karakteristiske brovtende og ude-af-kontrol Waits-sang (som ellers også kan have sin charme), og i stedet bliver vi beriget med sårbar vokal og lyden af et piano som gennemgående faktor.
Sange som Rosie, Lonely, Grapefruit Moon, Ol' 55 og I Hope That I Don't Fall In Love With You (tag et lyt til de to første neden for) er ganske enkelt musikalske perler. Waits og hans sange på "Closing Time" omfavner dig som lytter, vugger dig fra side til side og strør dig nænsomt over panden på en måde, så du kun ønsker at vende tilbage i det smukke univers, som albummet her tegner.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

nRelate