mandag den 22. april 2013

3 til anledningen: Study, study, study

I dag står på specialeskrivning for mit vedkommende. Hvad med jer? Neden for følger lidt relevant lydtapet, som jeg har fisket op fra den helt store glemmebog. God dag og god lyd til jer!


Første nummer er en gammel sag med legenderne Nirvana, der stammer fra deres debutalbum "Bleach" udgivet i 1989. Kurt Cobain og resten af drengene er et band, der har været en del af min musikalske hverdag siden mine spæde teenageår, og jeg vender gang på gang tilbage til dem. Der er noget smertende og hudflettende ærligt over Cobains vrængende stemme og hele bandets grunge-univers. Én gang fan, altid fan.


Jeg er spændt på, om I mon kender denne kunstner? Ani DiFranco er en amerikansk sangerinde, der har mere end 20 udgivelser bag sig - imponerende musikalsk produktivitet! Personligt synes jeg, der er stor niveaumæssig forskel på de mange udgivelser, men albummet "Knuckle Down" fra 2005 er simpelthen et mesterværk. Intet mindre. Det er selv samme udgivelse, som dette nummer, Studying Stones, stammer fra. DiFranco anses som lidt af et feministisk ikon og formår med ganske få virkemidler - sin guitar, stærke tekster og sårbar stemme - at formidle en hulens masse følelser på allersmukkeste vis.


Gruppen Jurassic 5 står for mig som en lysende stjerne, når det gælder gedigen, old school hiphop. Jeg har ganske enkelt en svaghed for den klassiske 90'er-hiphop, som også Dr. Dre, Tupac m.fl. var leverandører af. Nummeret her, After School Special, stammer rent faktisk fra et af gruppens senere albums, nemlig "Power In Numbers", der blev udgivet i 2002. Jeg elsker de nye strømninger inden for hiphop, men ind imellem drømmer jeg mig sgu tilbage til 90'ernes storhedstid, hvor et flow var et flow, bøllehattene sad kækt på sned og bukserne var mere end baggy (og gerne også lavet af et ufatteligt shiny materiale).


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

nRelate