lørdag den 15. juni 2013

Saturday saliva

Det er lørdag nat, og jeg sidder i min seng i joggingbukser og med computeren på skødet. Klasker febrilsk i tastaturet og prøver at opfinde den dybe tallerken i forbindelse med mit speciale. Jeg føler mig ret gammel og grå og semi-voksen og alt det kedelige, jeg ikke gider at være. Sidder og kigger længselsfuldt ud gennem vinduet. Kigger ned på mine jævnaldrende, der beruset af livet og øl sejler rundt ude på gaden i et skib bygget på lykkerus. Sukker lidt. Vender så betuttet tilbage til mit speciale. Pludselig gør kroppen dog en sitrende gestus. Det danske band Mew smyger sig ydmygt ud gennem mine skrattende computerhøjtalere. Tonerne af Saliva er netop begyndt at lyde, og Jonas Bjerres sarte og fine vokal duellerer mod den legesyge og lunefulde trompet. Mine nedadvendte mundviger ændres omgående til et nostalgisk smil. Tænk, at shufflemode giver mig denne fantastiske sang netop nu, hvor livet virker lidt enerhverende og i tomgang. En af mine favoritsange sådan cirka for evigt. Dette  fine, skrøbelige stykke musik helt tilbage fra år 2000 og albummet "Half The World Is Watching Me". Lørdag aften hjemme under dynen er nu okay. 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar

nRelate