Ugens album blev udgivet i 1997 kort inden, jeg fylde 9 år. Det stod på min ønskeliste og mine øjnene glimtede af begejstring, da jeg flåede papiret af, og dette cover mødte mit syn. Hvor lækkert er det ikke? Det er til stadighed et af mine yndlingscovers af alle, jeg har stiftet bekendtskab med gennem årene. Sårbart, råt og æstetisk skønt. Samme følelsen gælder i øvrigt den musikalske del, naturligvis. Kunstneren bag albummet er ingen ringere end Janet Jackson. Denne udgivelse er muligvis ikke hendes største salgsmæssige triumf gennem tiden, men ikke desto mindre vil jeg vove at påstå, at det er den største succes rent kunstnerisk. Jeg er på ingen måde en generel fan af Janet Jackson, men jeg er i den grad fan af The Velvet Rope.
Numrene smyger sig afsted med lige dele pop, R&B og eksperimenterende elementer. Jacksons stemme skifter mellem at være spæd og sårbar til at være vred, hidsig og indebrændt. Albummet byder på så mange følelser, at det halve kunne være nok. Liderlighed, svigt, glæde, angst. Det hele er der. Samlet på ét album. Det er ikke for sjov, at albummet har været en favorit i snart 16 år. Jeg har i ettidligere indlæg fremhævet den smertefulde breakup-sang What About, men kan herudover varmt anbefale hårdtslående Velvet Rope, bastunge Go Deep og ikke mindst Got 'Til It's Gone, der gæstes af Q-Tip og ingen ringere end Joni Mitchell. De to sidstnævnte kan I fornøje jer med neden for.
Kender I det, når man nogen gange bare er lidt indebrændt og sur på hele verden? Well, for mig er det one of those days, og når jeg er i det hjørne, har jeg selvfølgelig musik, der passer til anledningen. Dette indlæg bidrager derfor med tre favoritter, når det gælder vrede kvinder - lige fra det toprasende til det underspillede hvor-er-du-dog-en-fucking-nar-attitude. Ej... jeg er sgu nødt til at smide fire efter jer, for har haft så svært ved at vælge. Sådan bliver det, for man skal fandme ikke sige en vred kvinde imod, hahaha. Elsker dem hver og én.
Det her nummer er tilbagelænet, cool og alligevel ikke til at tage fejl af. Hold kæft mand, der er en, der har været en kæmpe nar over for Kate Nash! Nummeret stammer fra britiske Nash' fremragende debutalbum "Made Of Bricks" fra 2007, der kastede indtil flere veldrejede singler af sig.
Så er vi røget over i den helt anden boldgade. Det her nummer er sgu svært at komme uden om, når man bevæger sig i denne kategori! Kelis udgav tilbage i 1999 albummet "Kaleidoscope", hvor dette nummer stammer fra. Vredt, indebrændt, lettere vanvittigt. Stadig hendes bedste track til dato, hvis I spørger mig! Ledsages af en video, der i den grad understreger budskabet bag sangen - hvis man da var i tvivl. Det er vredt og råt og jeg elsker det.
Der er ikke meget at tage fejl af, hvad? Nummeret af Martha Wainwright (ja, det er Rufus' søster!) stammer fra hendes selvbetitlede album fra 2005. Intenst, såret og pisse bittert. Så enkelt kan det egentlig opsummeres. Ganske som resten af Marthas repetoire, så funkler hun, når hun musikalsk bevæger sig i det enkle univers, ledsaget af hendes karismatiske stemme og stærke tekster.
Dagens bonus! Ingen ringere end Janet Jackson. En kvinde, som jeg som udgangspunkt ikke er super begejstret for som kunstner, men som i 1997, nærmest out of the blue, udsendte det fuldstændig eminente album "The Velvet Rope", der tog lille mig med storm, da jeg fik det i fødselsdagsgave som 9-årig efter forventningsfuldt at have smidt albummet på min ønskeliste. Det her nummer er et af albummets bedste og indeholder så meget smerte og vrede, at det halve kunne være nok. Coveret fra albummet er i øvrigt ren yummy for øjnene!
