Ugens album: Miike Snow

Sidste uge bød, grundet travlhed på studiet, ikke på et Ugens Album. Derfor kommer selv samme indlæg tidligt denne uge! Albummet, vi her skal fokusere på, købte jeg i en lille, utroligt nørdet pladeforretning i San Francisco i sommeren 2009. I ved, den slags, hvor cd'er og plader er stillet sirligt op i alfabetisk rækkefølge i gamle øl- og grøntsagskasser, musikken ud af højtalerne er så avanceret, at du aldrig har hørt den før og ekspedienten ved alt om alt. I hvert fald hvad angår musik. Denne cd har, med sin udlandshistorie, derfor en særlig plads i mit hjerte. Naturligvis også pga. den fabelagtige musik, ikke mindst.
Miike Snow er, trods snydernavnet, ikke en person, men derimod en svensk indiepop-trio, der blev formet i 2007. Dette debutalbum, der blot er navngivet noget så simpelt som "Miike Snow", blev udgivet i USA i juni 2009. Stilen er indiepoppet med en overbevisende elektronisk kant og numre, der er yderst dansevenlige. Særligt numrene Silvia og Black & Blue er mine, der begge er uptempo og velproducerede.

Ugens album: Overpowered

I 2007 udgav Moloko-sangerinden Róisín Murphy hendes andet, og foreløbig sidste, soloalbum, nemlig "Overpowered". Stilen er elektronisk pop med fokus på lækre kompositioner og Murphys karakteristiske vokal. Referencerne til Moloko er tydelige, omend albummet er væsentlig mere poppet - tilsat en god portion funkyness. Det er dog pop med kant og personlighed, hvilket især høres på første singleudspil, Overpowered, samt baskeren You Know Me Better. Også henslængte Tell Everybody, dansevenlige Let Me Know samt Modern Timing er bestemt lyt værd. Pladens artwork er også utroligt lækkert og er klart mere interessant end langt de fleste andre udgivelsers visuelle udtryk.

Ugens album: Baduizm

Miss Badu er en kvinde, der kan blive ved med at begejstre. Særligt debutalbummet "Baduizm" fra 1997 har en særlig plads i mit hjerte. Albummet har hele vejen igennem en helt særlig vibe og Badus stemmer slænger sig kælent over ethvert beat, den kommer i nærheden af. Som en legesyg lille killing, der insisterende tjatter til dens iagttager. Nummer efter nummer overvældes man af de vuggende rytmer, der flyder ud gennem højtalerne. Badu overbeviser en. Overbeviser om, at man lige bør blive liggende lidt længere i sengen med sin sweetheart, bør tage en sjus til at toppe en aften i godt selskab af, bør smile en ekstra gang. Uanset hvad, så er dette album det perfekte lydtapet.
Særligt nyklassikeren On & On og smukke Otherside of the Game er store favoritter hos undertegnede, omend hver eneste nummer på albummet er et lyt værd.

Ugens album: We Are Born

Selvom vejret i disse dage er lidt på retur, så er min sommer-feel intakt. Et album, der for mig i den grad repræsenterer sommer og sol og gode aftenstunder med kolde øl, er australske Sias "We Are Born" fra 2010. Dét er virkelig pop med kant, glæde og fantastisk energi. Sias kraftige, og dog ofte uskyldig-lillepige-stemme overstråler alt på denne fabelagtige plade, der svømmer over af kvalitetspop og fine tekster. 

Særligt energiudladningen Clap Your Hands, skrøbelige I'm In Here samt Be Good To Me og You've Changed er lyt værd. Det er dog svært at vælge favoritter fra et album, der fungerer fra ende til anden. Numrene er velproducerede og perfekte til lune sommeraftener i gode venners lag.

Ugens album: Closing Time

Hov, det gik lige op for mig, at sidste uge ikke bød på nogen omgang af "Ugens album". Sikke noget sjusk. Til gengæld er denne ugens album et, der er hele ventetiden værd. Tom Waits er efterhånden en moden herre på 63 år, men i sine unge år indspillede han sin debutplade, der har siddet i kroppen lige siden første gennemlyt hjemme hos mine forældre. Året var 1973, Waits var en ung knøs og tydeligvis også ganske sårbar. Fraværende er den ellers så velkendte og karakteristiske brovtende og ude-af-kontrol Waits-sang (som ellers også kan have sin charme), og i stedet bliver vi beriget med sårbar vokal og lyden af et piano som gennemgående faktor.
Sange som Rosie, Lonely, Grapefruit Moon, Ol' 55 og I Hope That I Don't Fall In Love With You (tag et lyt til de to første neden for) er ganske enkelt musikalske perler. Waits og hans sange på "Closing Time" omfavner dig som lytter, vugger dig fra side til side og strør dig nænsomt over panden på en måde, så du kun ønsker at vende tilbage i det smukke univers, som albummet her tegner.

Ugens album: The Velvet Rope

Ugens album blev udgivet i 1997 kort inden, jeg fylde 9 år. Det stod på min ønskeliste og mine øjnene glimtede af begejstring, da jeg flåede papiret af, og dette cover mødte mit syn. Hvor lækkert er det ikke? Det er til stadighed et af mine yndlingscovers af alle, jeg har stiftet bekendtskab med gennem årene. Sårbart, råt og æstetisk skønt. Samme følelsen gælder i øvrigt den musikalske del, naturligvis. Kunstneren bag albummet er ingen ringere end Janet Jackson. Denne udgivelse er muligvis ikke hendes største salgsmæssige triumf gennem tiden, men ikke desto mindre vil jeg vove at påstå, at det er den største succes rent kunstnerisk. Jeg er på ingen måde en generel fan af Janet Jackson, men jeg er i den grad fan af The Velvet Rope.
Numrene smyger sig afsted med lige dele pop, R&B og eksperimenterende elementer. Jacksons stemme skifter mellem at være spæd og sårbar til at være vred, hidsig og indebrændt. Albummet byder på så mange følelser, at det halve kunne være nok. Liderlighed, svigt, glæde, angst. Det hele er der. Samlet på ét album. Det er ikke for sjov, at albummet har været en favorit i snart 16 år. Jeg har i et tidligere indlæg fremhævet den smertefulde breakup-sang What About, men kan herudover varmt anbefale hårdtslående Velvet Rope, bastunge Go Deep og ikke mindst Got 'Til It's Gone, der gæstes af Q-Tip og ingen ringere end Joni Mitchell. De to sidstnævnte kan I fornøje jer med neden for.

Ugens album: Sailing Soul(s)

Jhené Aiko er blevet nævnt op til flere gange her på bloggen (HER og HER), og det er der en helt naturlig årsag til: Aiko er en kvinde, man bør lægge mærke til på fremtidens R&B-scene. Hendes spæde, blide stemme byder op til en sfærisk omgang R&B, der brydes af stramme produktioner og tunge beats. 

I foråret 2011 smed Aiko mixtapet "Sailing Soul(s)" på gaden, der bød på et væld af gæsteoptrædender fra flere prominente navne, heriblandt Drake, Kendrick Lamar, Kanye West og Miguel. Sikke et lineup! 

Albummet er i den grad repræsentativt for de nye tendenser inden for R&B-genren, nemlig mere eksperimenterende produktioner og alternative vokalarrangementer. Jeg kan lide, hvad jeg hører. Mon I også kan? Det kan I selv tage stilling til via DETTE LINK, hvor det via Jhené Aikos egen hjemmeside kvit og frit er muligt at downloade det fulde mixtape. Læg særligt mærke til numrene Sailing NOT Selling (med rap af Kanye West) og My Mine, der må kategoriseres som mine favoritter - i stærk konkurrence med Hoe, der gæstes af Miguel og Gucci Mane. Tjek det dog ud!

Ugens album: Love Out Loud

Denne uges album er den fremragende udgivelse "Love Out Loud", som den amerikanske R&B-sanger Anthony David står bag. Mr. David er ikke en mand, der er specielt kendt herhjemme i Danmark, hvilket jeg synes, er ufatteligt synd. Selv i USA er han ikke et kæmpe navn, men han har flere gange været på tour som opvarmning for India.Arie, som han er privat ven med. Som bonus kan det desuden nævnes, at Barack Obama og fruen er store fans af Anthony David - den amerikanske præsident viser sig sgu endnu engang at have god musiksmag!

"Love Out Loud" udkom i 2012, men jeg stiftede først for et par måneder siden bekendtskab med albummet og Anothony David. Det var kærlighed ved første blik, og udgivelsen er nu en integreret del af min samling. Davids stemme er smygende lækker og lyden på albummet er super catchy. Han bevæger sig inden for den klassiske, soulede R&B og begår sig godt på både de uptempo numre såvel som på balladerne. Skøn old school musikoplevelse. Særligt nummerene Sweet Pain, So Jaded og On My Way To Crazy er super funky og virkelig groovy. Sidstnævnte var ikke til at støve op på YouTube, så måske I bare skulle hoppe ned i nærmeste musikbiks, hoste op med nogle mønter og få dagens kvalitetsmusik-fix? Go!

Ugens album: Rumours

På denne fredag introduceres et nyt tiltag på bloggen; nemlig Ugens album. Hver uge vil jeg introducere jer læsere for et af de albums, der får mit hjerte til at banke ekstra hurtigt i hverdagen. Indlæggene herom vil ikke nødvendigvis falde samme ugedag, men blot engang i løbet af ugens løb - men de kommer med sikkerhed.

Første album, jeg vil introducere, er nok nærmest et af mine yndlings of all times. Det er det legendariske band, Fleetwood Mac, der udgav skiven i 1977, så det er selvsagt ikke ligefrem en vårhare på albumfronten.  Egentlig blev den jo også i første omgav udgivet på vinyl. Nå, men albummet har jeg hørt i mit barndomshjem (mine forældre er også musikentusiaster), og de melodiske sange har fra dag ét krøbet og smøget sig under huden på mig. Albummets tekster rummer blandt andet bandmedlemmernes interne stridigheder, konflikter og knuste hjerter, der sammenblandet med det vilde tourliv og stoffer i lange baner ikke ligefrem gik stille af sig. 

At udvælge blot et par sange er nærmest umuligt for mig. Har dog, efter lange overvejelser, valgt sødmefulde Dreams og hjerteskærende The Chain  som små godbidder til jer. Men gør jer nu bare selv den tjeneste at stifte bekendtskab med alle albummets 11 numre. De er fantastiske hver og ét.