Dagens musikalske indspark kan næsten ikke være andet end et blæreindlæg fra min side - sorry to say! For fandme om jeg ikke skal til FRANK OCEAN i Tap1 i aften! Wuuuuh! Koncerten, jeg har ventet på i over to år, siden jeg første gang stiftede bekendtskab med mr. Oceans eminente mixtape "Nostalgia, ULTRA.". Det kribler i hele kroppen og hold nu kæft, hvor glæder jeg mig egentlig bare som et lille barn, der glæder sig til juleaften og tusind gaver.
Dagen i dag står på musik fra den kære Frankie - og kun hans musik! I aften bliver en fest! Er der nogen af jer derude, der også skal afsted?
Hold da op, den seneste uge i musikverdenen har da godt nok været præget af en vis mr. West, hvad? Først føder Kanyes dame, den famøse realitydiva, Kim Kardashian, parrets første barn en hel måned før tid d. 15. juni. Den lille pige kom, ganske som rygterne længe har påstået, til at bære det lidet flatterende navn, North West - tal lige om ekshibitionistisk navngivning! Nærmest samtidig leakede hans allerede svært hypede og længe ventede album, "Yeezus". Sjældent har et album skabt så meget omtale i hiphopverdenen!
Albummet er ikke blevet promoveret via din traditionelle singler, men derimod blot på alternativ markedsføring og veltilrettelagte mediestunts som f.eks. "New Slaves"-videoerne, der blev vist på udvalgte bygninger i 66 byer verden over. Klog, innovativ og interessant markedstænkning.
Nu har albummet så officielt været ude i en uges tid, og det har roteret på min musikafspiller i heftig stil. I begyndelsen var jeg en smule chokeret - "hvad fanden er det for en lyd, Kanye lægger for dagen"? Jeg må dog sige, at albummet vokser på mig ved kontinuerlige gennemlyt. "Yeezus" som konceptalbum er modigt og Kanye må siges at fastholde titlen som en af de mest fremadskuende og nytænkende hiphopartister i det musikalske landskab i de seneste mange, mange år. Det er måske ikke altid lige kønt, ikke altid lige radiovenligt, men Kanyes insisterende forsøg på at rykke grænser for, hvad hiphop kan og skal være, er modig. Og nødvendig. Albummet kredser om eksistentialisme, race-tematikker og musikalsk ofring, som "Yeezus" måske skal ses som?
Et af mine favoritnumre fra albummet er Blood On The Leaves, der sampler Billie Holidays ikoniske racismerevsende klassiker Strange Fruit fra 1939. Lyt til den, nyd den og pløj jer så igennem resten af albummet.
De fleste større internationale såvel som nationale medier har omtalt eller anmeldt albummet efter bedste evne. Jeg synes dog, at den mest gennemarbejdede og dybdegående anmeldelse er at finde HER. Læs og lad jer imponere over yderst solidt anmelderarbejde.
En af mine helt store musikalske favoritter fra 90'erne er Blackstreets No Diggity (stammer fra albummet "Another Level" fra 1996). Den britiske duo, Bondax, har twistet lidt på nummeret og resultatet er blevet et nummer med et lækkert elektronisk touch. Og yderst dansable toner. Helt klart et track, jeg vil smide på inden kommende byture! Nummeret kan desuden downloades kvit og frit fra duoens Soundcloud lige HER.
Mr. Big Business himself, den kære hiphop-mastodont Jay-Z, har i samarbejde med Samsung (man er vel lige netop en forretningsmand) udgivet en lille teaser, der skal promovere hans kommende album, "Magna Carta Holy Grail", der udkommer d. 4. juli - det er fandme da lige om lidt! Hurra, mand. Denne her sommer bliver et hiphop-slaraffenland uden lige.
I videoen kan man se Jay-Z hænge ud med b.a. legendariske Rick Rubin, lækkersnacken Pharrell Williams, Swizzbeatz og Timbaland, mens de arbejder på det kommende album. Jeg glæ'er mig! Gør I?
Sidste uge bød, grundet travlhed på studiet, ikke på et Ugens Album. Derfor kommer selv samme indlæg tidligt denne uge! Albummet, vi her skal fokusere på, købte jeg i en lille, utroligt nørdet pladeforretning i San Francisco i sommeren 2009. I ved, den slags, hvor cd'er og plader er stillet sirligt op i alfabetisk rækkefølge i gamle øl- og grøntsagskasser, musikken ud af højtalerne er så avanceret, at du aldrig har hørt den før og ekspedienten ved alt om alt. I hvert fald hvad angår musik. Denne cd har, med sin udlandshistorie, derfor en særlig plads i mit hjerte. Naturligvis også pga. den fabelagtige musik, ikke mindst.
Miike Snow er, trods snydernavnet, ikke en person, men derimod en svensk indiepop-trio, der blev formet i 2007. Dette debutalbum, der blot er navngivet noget så simpelt som "Miike Snow", blev udgivet i USA i juni 2009. Stilen er indiepoppet med en overbevisende elektronisk kant og numre, der er yderst dansevenlige. Særligt numrene Silvia og Black & Blue er mine, der begge er uptempo og velproducerede.
