søndag den 12. maj 2013

Næsten lovlig Azealia Banks

Den hårdtslående Harlem-darling, Azealia Banks, har på trods af sine kun 21 år, lagt fremtiden for sine fødder. Tracket 212 (der i øvrigt ledsages af en super fed musikvideo), var det, der for alvor fik mine øjne op for hendes evner. Beatet var tungt, insisterende og rappen promiskuøs og uden dikkedarer. Lige mig!
For nogen tid siden blev jeg så bekendt med, at frøken Banks havde kastet sig over et gammelt The Strokes-nummer ved navn Barely Legal. Et nummer, jeg blankt erkender ikke at have stiftet bekendtskab med tidligere, ihvertfald af hvad jeg kan huske. Det viser sig dog, at det stammer fra bandets debutplade "Is This It" fra 2001. Lytter man til originalen, er det svært at forestille sig, hvordan Banks nogensinde skal få noget fornuftigt ud af materialet, så det passer til hendes musikalske univers. Ikke desto mindre er det lykkedes ret godt! Banks har skilt nummeret ad, flået det fuldstændig op musikalsk, og har så stykket det sammen igen til et resultat, jeg er ret imponeret over. Det minder slet ikke om originalen, hvilket jeg kun kan give tommel op til. Overraskende nok lod Banks rappen blive hjemme, den dag, dette cover blev indspillet, men til gengæld klarer hendes vokal jobbet overraskende godt.

God søndag derude!

Crazy-crew til København i juni

Missede du den efterhånden legendariske koncert på Roskilde Festival i 2011? Tyler, The Creator i kørestol, kaos på scenen, ulovlig crowdsurfing, kappet strøm og en tyk hashtåge. Det går muligvis ikke helt så meget ud af en tangent, når OFWGKTA gæster Store Vega d. 27. juni i år, men man har måske lov at håbe, haha. Billetsalget starter i morgen kl. 10 og billetter kan erhvervs via Billetnet til 225 kr. stykket.


lørdag den 11. maj 2013

Are You That Somebody That I Used To Know?

Time flies! Har lige nydt en håndfuld dage i gode venners lag og har nærmest ikke været i nærheden af en computer. Grill, kolde øl, gin & tonics, spil, hygge og en masse latter. Det har været skønt. Det har dog kriblet i mine fingre for at dele dette ret så vellykkede mash-up med jer. 
Beat-snedkeren hedder MadMixMustang, og han har smækket to ganske interessante navne og numre sammen i jagten på det vellykkede mash-up. Og vellykket må man sige, at dette mix er. Mash-ups er efterhånden blevet degraderet til at blive stykket sammen på den simple - og uendeligt kedelige måde - at man tager instrumentering fra ét track og herefter vokal fra et andet... e voila! Et styk meget ordinær mash-up-middag er serveret. MadMixMustang har dog taget den skridtet videre og været lidt mere legesyg end de fleste wannabe-hjemme-dj's, idet han har flettet de to numre så elegant, at et helt nyt nummer har set verdens lys. Det sker endda helt uden, at dette virker forceret eller overgjort. De smelter bare sammen, som om de var designet til at indgå i en eller anden form for musikalsk symbiose før eller siden. Hvem skulle have troet, at Aaliyahs hit fra 1998, Are You That Somebody?, ville passe så ideelt sammen med Gotyes superhit, Somebody That I Used To Know, fra 2011? Og hvor lækker detalje er det lige, at tracknavnene også smelter så perfekt sammen? This mash-up was meant to be!


tirsdag den 7. maj 2013

Dagens fuck-hvor-er-det-nice-med-sol-sang

Kan man andet end at blive helt høj af vejret, som det arter sig i disse dage? Jeg har et kronisk smil plantet lige midt i face - og samtidig har jeg haft denne sang roterende på min iPhone nærmest uafbrudt. De to unge engelske brødre, Guy og Howard, udgør til sammen den elektroniske duo Disclosure, der har spirende succes med bl.a. opvarmning for Hot Chip på deres turne i 2012.
Drengenes debutalbum, "Settle", udkommer 3. juni i år, og der er sgu noget at glæde sig til, hvis niveauet er det samme som på dagens sang, Latch, der har vokal af Sam Smith. Beatet er drilsk, vuggende og enormt fængende, og Sam Smiths vokal er sikker, insisterende og sitrende. Kan ikke andet end at blive endnu mere sommerkulret end jeg i forvejen er, når tonerne af denne sang rammer min øregang. Eminent!



mandag den 6. maj 2013

3 til anledningen: Sommeren er kommet

Hej derude! Beklager stilheden den seneste uge, men jeg har lige været et tiltrængt smut i udlandet og besluttede at droppe alt, der hed bloggeri og musiknørderi i den lille uge, jeg var afsted. Nu er jeg til gengæld tilbage med fornyet blod på tanden. Sommeren er vist også tilbage - 20 grader, mand. Havde aldrig troet, at denne her tid ville komme igen. Blev derfor inspireret til at fyre op for tre yndlingsnumre, der kredser om emnet sol og sommer. Enjoy!

Sunshine var det danske band Ginger Ninjas første single, og må også siges at være den mest succesfulde af slagsen. Nummeret ramte de danske radiostationer i juni 2009 og passede perfekt som et kækt og dansevenligt sommerhit. Senere blev nummeret efterfulgt af debutalbummet "Wicked Map" i 2010 - et album, der i sin tid blev mødt med stor begejstring fra undertegnede og som bød på flere ørehængere. Havde desuden fornøjelsen af at opleve bandet live flere gange, og energien og spilleglæden var storsmittende på publikum. Siden har der været stille fra drengene, der dog efter sigende arbejder på et nyt album. Indtil da kan man da heller ikke andet end at nyde denne boblende glædesperle af en sang.


The Weeknd er en af mine helt store musikalske darlinger, og det har han været i et par år efterhånden. Unge Abel Tesfaye, der gemmer sig bag kunstnernavnet, kan noget med at strikke stemningsmættede beats og en dragende vokal sammen til noget, der bliver helt og aldeles fremragende. Dette nummer er ingen undtagelse. Till Dawn (Here Comes The Sun) stammer fra debuten, "Triology", der blev udgivet sidste år. Albummet bestod af en samling af tidligere udgivne mixtapes, "House Of Balloons", "Thursday" og "Echoes Of Silence" (alle fra 2011) og derudover tre spritnye bonustracks. Dette nummer er et af disse bonustracks og blev straks en af mine favoritter på iPod'en. Den unge canadier er en vaskeægte hitmager, der er ingen andre måder at kategorisere ham på.


Vi har på dette nummer at gøre med en rising star. Angel Haze hører til den sjældne race, der går under navnet "kvindelige rappere, der rent faktisk rapper godt og seriøst". For nok spyttede Nicki Minaj de vildeste rim på Kanye Wests Monster  (starter ca. 3:40), men derudover synes jeg, hendes teknik drukner i dancedunkerier og tyggegummipop, hvilket jeg desværre synes, er en tendens, der er at spore hos mange kvindelige rappere. Angel Haze er en slagkraftig ung rapper født i Michigan, der har noget på hjerte. Nummeret her stammer fra mixtapet "Reservation", der blev udgivet i juli 2012 og indeholdt en håndfuld helt fabelagtige numre (udover Hot Like Fire kan bl.a. nævnes New York, Werkin' Girls og Castle On A Cloud). Haze har en fænomenal teknik, fremragende tekster og en fed lyd bag sig. Klart et bekendtskab, man kan håbe på bliver udvidet i form af flere udgivelser i fremtiden.


nRelate